Begravelse – hvor lang tid efter død?
En begravelse er den sidste afsked med en, du har delt en del af dit liv med. En begivenhed, som vi alle før eller siden vil komme ud for at deltage i. Døden er en naturlig del af livet, og selvom den kan være barsk at forholde sig til, er vi alle nødt til at forholde os til døden.
Når en person afgår ved døden, skal han eller hun begraves i jorden eller kremeres, altså brændes, inden der er gået et vist tidsrum. Men hvor lang tid efter dødstidspunktet skal en person begraves eller bisættes?
Hvornår skal begravelsen finde sted?
I forbindelse med dødsfald er vi som bedemænd vant til at arrangere begravelser og sørge for alt det praktiske, der skal være på plads, før en begravelse eller bisættelse kan finde sted.
Det tilstræbes altid at holde bisættelsen eller begravelsen mellem fem og ti dage og sjældent mere end 14 dage efter, at personen er gået bort.
Som udgangspunkt tilstræbes det, at begravelsen eller bisættelsen finder sted mellem fem og ti dage efter dødsfaldet.
Skal der gå mere end 14 dage, kan vi som bedemand søge om at få begravelsen udsat, hvis der er særlige omstændigheder, der kræver det. Det kan f.eks. være, at der er nærtstående familiemedlemmer, der ikke kan nå at komme hjem til begravelsen fra udlandet, eller hvis der er forhold ved dødsfaldet, som skal klarlægges, inden højtideligheden kan finde sted.
Hvad sker der efter ceremonien i kirken?
Hvad enten afdøde og de pårørende ønsker en ceremoni i kirken, en bisættelse i kapellet eller måske en stille afsked fra hjemmet, er det kutyme, at afdødes krop enten kommer i jorden eller bliver kørt til kremering i forbindelse med afskedsceremonien.
Det er dog også en mulighed for de pårørende at lave en anden aftale med præsten og graveren, hvis de ønsker det.
Nogle familier foretrækker, at kisten bliver stående i kirken eller kapellet og først efter ceremonien bliver båret ud til henholdsvis gravstedet eller rustvognen. Det sker så først, når deltagerne i begravelsen eller bisættelsen har forladt kirken eller kapellet.
Her vil følget altså sige deres sidste farvel ved kisten, der hvor ceremonien finder sted, og ikke ved graven eller ved rustvognen.
Hvad sker der med afdøde i kisten?
Er der tale om en begravelse, hvor afdøde skal i jorden, vil begravelsen i en kirke sædvanligvis slutte med, at de pårørende bærer kisten ud til gravstedet, hvorefter kisten bliver sænket i jorden.
Vil afdøde gerne brændes, forløber bisættelsen anderledes. Når ceremonien er ovre, bliver kisten båret ud til en rustvogn, som kører afsted med afdøde i kisten til krematoriet.
Når afdøde er blevet brændt, vil familien få besked, så de kan være med til urnenedsættelsen, medmindre afdøde gerne vil i de ukendtes grav.
Så får familien først besked, når urnen er blevet sat ned, da det ikke er meningen, at de skal vide præcis, hvor afdøde er blevet begravet i de ukendtes grav.
Muslimer skal begraves efter særlige traditioner
Der er forskel inden for de forskellige trosretninger i forhold til, hvor lang tid efter døden en begravelse skal finde sted.
Er der tale om en muslimsk begravelse, er ønsket så hurtigt som muligt – helst inden for 24 timer. Det er sjældent muligt i Danmark af hensyn til dokumentarbejde og praktisk håndtering.
Som muslim viser man respekt for afdøde ved at give ham eller hende en rituel vask og iklæde afdøde hvide ligklæder, inden ilægningen i kiste.
Traditionelt set bliver muslimer ikke begravet i en kiste, men det er kutyme i Danmark at blive begravet i en kiste.
Kremering er ikke anvendt inden for den muslimske tro. Flere steder i Danmark er der muslimske gravpladser – ligesom der på mange større kirkegårde er indrettet afsnit for jøder, buddhister og andre trossamfund.
Der kan være særlige ønsker og traditioner forbundet med en begravelse. Vi hjælper med at skabe overblik over mulighederne og det praktiske forløb.