Guide til bisættelse
Få her et indblik i hvordan en bisættelse forløber sig hos GodAfsked
Guide til bisættelse – svar på ofte stillede spørgsmål
Hvad er en bisættelse? Hvad er forskellen på en bisættelse og en begravelse? Hvad skal du være opmærksom på ved planlægning og afvikling af bisættelsesceremonien? Har alle ret til en bisættelse? Hvilke muligheder for håndtering af afdødes aske har du?
Spørgsmålene i forbindelse med en eventuel bisættelsesceremoni er mange, og det kan som pårørende være vanskeligt at finde hoved og hale i, hvilke omstændigheder og regler der gør sig gældende på området.
Netop derfor har vi hos GodAfsked samlet en række ofte stillede spørgsmål til bisættelsen her på siden. Spørgsmål, der kan være yderst relevante at orientere sig efter, hvis du har mistet et familiemedlem eller en nær relation, og du går med tanker om en bisættelse frem for en begravelse.
Hvad er den grundlæggende forskel på en begravelse og en bisættelse?
Når et familiemedlem eller en bekendt i omgangskredsen går bort, gælder det om relativt hurtigt at få påbegyndt planlægningen af afskedsceremonien. Planlægningen er dog ofte forbundet med en del tvivl, mange uafklarede spørgsmål og manglende viden om, hvilke muligheder du som pårørende har i denne forbindelse.
Grundet den generelt sparsomme viden om feltet tenderer rigtig mange danskere til med det samme at søge på ”begravelse” som den eneste mulighed – også selvom de i realiteten faktisk ønsker en bisættelsesceremoni. Faktum er nemlig, at langt størstedelen af befolkningen ender med at gøre brug af bisættelsen, og denne form er altså dermed klart den mest udbredte og anvendte afskedsceremoni. Ca. 88% anvender bisættelsen, og derfor er det vigtigt at få fastslået, hvad forskellen i bund og grund er mellem en begravelse og en bisættelse.
Både begravelser og bisættelser er højtideligheder, der finder sted som følge af et dødsfald, og som planlægges, håndteres og afvikles af de pårørende i samarbejde med bedemanden. Kort fortalt er hovedforskellen mellem de to valgmuligheder defineret ved, hvordan kisten med afdøde håndteres efter selve afskedsceremonien i kirken eller kapellet.
Ved begravelse forstås en begravelseshandling, hvor kisten nedsænkes i jorden i direkte forlængelse af det kirkelige ritual. Derudover foretages der en rituel jordpåkastelse af kisten på kirkegården ved graven akkompagneret af ord fra præsten. Kirkegårdens ansatte står afslutningsvis for den endelige tildækning af gravstedet med jord samt eventuel opsætning af sten og pyntning af gravstedet.
En bisættelse er derimod en begravelseshandling, hvor kisten efter selve den kirkelige højtidelighed eller ceremonien i kapellet bliver båret ud til en rustvogn (en specialdesignet bil til transport af kister), der med det samme kører kisten med afdøde direkte til det nærmeste krematorium. Her bliver kisten brændt, og afdødes aske bliver samlet i en urne, som efterfølgende bliver sat ned i jorden på kirkegården. Alternativt bliver asken udleveret til de nærmeste pårørende, som kan sprede asken over åbent hav eller nedsætte den på kirkegården aftale med det lokale kirkegårdskontor. Valget er fuldstændig op til den afdødes og/eller familiens ønske.
Priserne for en kirkelig-religiøs bisættelse eller begravelse såvel som en eventuel borgerlig begravelsesceremoni varierer fra sogn til sogn, og du bør derfor altid tage direkte kontakt til det lokale kirkekontor for afklaring heraf.
Bisættelse – hvornår?
Et af de store tvivlsspørgsmål, der typisk melder sig i forbindelse med en nær relations bortgang, er spørgsmålet om, hvornår bisættelsen reelt set bør foregå. Dette er et rigtig godt spørgsmål, da hele processen forløber over flere trin.
Når dødsfaldet indtræffer, og du ringer til bedemanden, er de første spørgsmål, hvor afdøde befinder sig og om en læge har skrevet dødsattest. Det har betydning for, hvornår kisteilægningen kan ske, for bedemanden må ikke flytte afdøde, før dødsattesten er skrevet.
Hvis dødsfaldet er sket på et sygehus, bliver vedkommende typisk i trygge rammer på sygehuset, indtil de pårørende og bedemanden i ro har afklaret kistevalg og urnevalg samme de andre spørgsmål, som bliver afklaret ved samtalen i hjemmet. Ved hjemmedødsfald eller på plejehjem eller hospice, aftales kistevalg ofte i telefonen, så bedemanden ankommer i rustvogn med kisten, tager samtalen og derefter sørger for ilægning – og udsyngning, hvis det ønskes.
Der gælder nogle gængse regler for, hvornår afhentningen bør og skal ske, og de kan overordnet set opsummeres som følger:
Ved hjemmedød eller dødsfald på plejehjem eller hospice afhentes afdøde typisk inden for 24 timer.
Ved dødsfald på hospital eller lignende vil afdøde typisk blive afhentet mellem 3 og 14 dage før selve bisættelsesceremonien.
Det tidsmæssige minimumskrav i forbindelse med dødsfald og bisættelse er således, at ceremonien nødvendigvis skal afvikles inden for en tidsgrænse på to uger. Hvis der er behov for en udskydelse, ansøger bedemanden de rette myndigheder om dette med en klar begrundelse for ansøgningen.
Husk altid at kontakte bedemanden med anmeldelse af dødsfaldet inden for 48 timer. Du har således mulighed for at vente til morgenen efter, hvis dødsfaldet indtræffer om aftenen eller natten.

Bisættelse – hvor?
Hvor foregår bisættelsen? Dette er et af de andre, typiske spørgsmål, der melder sig, når en nær relation går bort. Som pårørende har du faktisk utrolig meget frihed til helt selv at bestemme, hvor selve afskedsceremonien skal foregå. Blandt de gængse muligheder er:
- Bisættelse fra kapellet
- Bisættelse fra kirken
- Bisættelse ved krematoriet
- Bisættelse med start i privathjemmet eller andre lokationer
Valget er udelukkende op til afdøde og pårørende, og stedet skal indberettes til det lokale kirkekontor forinden. Det skal også fremgå af dødsanmeldelsen, som bedemanden typisk sørger for at indsende, og heri skal det bl.a. også fremgå hvorvidt ceremonien er religiøst eller ikke-religiøst funderet, og hvem der har ansvaret for den.
Urnenedsættelse eller askespredning?
Hvad sker der med afdødes aske efter afbrænding i krematoriet? Også her har du flere valgmuligheder. Når kisten med afdøde er blevet brændt og placeret i en urne, kan du enten vælge:
- Begravelse af urnen med asken på et aftalt sted på kirkegården – en såkaldt urnebegravelse eller urnenedsættelse
- Bisættelse med urnenedsættelse på anonym fællesgrav (uden mulighed for placering af sten eller anden form for personlige mindesmærker)
- Bisættelse med nedsættelse af urne på skovbegravelsesplads efter godkendelse af ansøgning
- Udlevering af urnen, hvorefter du selv kan sprede asken, for eksempel ud over havet eller en åben fjord. Dette skal der ansøges om på forhånd, typisk gennem bedemanden
- Bisættelse med dels nedsættelse af urne i jorden, dels spredning af asken
- Donation af legeme til videnskaben (krav om på forhånd indsendt erklæring fra afdøde)
Alle afdøde skal lægges i en kiste, uanset om afdøde og/eller pårørende ønsker kremering eller jordfæstelse efter bisættelsesceremonien. Det er ikke tilladt at have en urne placeret hjemme i privatboligen, medmindre der er tale om kort ophold af logistiske grunde f.eks. i forbindelse med spredning over havet.
Det er heller ikke tilladt at sætte urnen ned på egen grund, medmindre der er tale om privat grund på over 5000 m2. Dette skal der dog i givet fald gives officiel tilladelse til. Du bør altid konsultere den pågældende kirkegård og kirkekontoret for afklaring af de specifikke regler for urnenedsættelse og askespredning samt eventuel placering på godkendt gravplads – eller du kan lade bedemanden hjælpe.
Borgerlig begravelse eller bisættelse?
Står du i den situation, at du ikke er religiøs eller officielt registreret som medlem af folkekirken, skal du ikke fortvivle, da du stadig har rig mulighed for bisættelse og bisættelsesceremoni. Reglerne for såkaldte borgerlige begravelsesceremonier lyder, at de ikke må foregå i selve kirkerummet, og derudover er prisen typisk dyrere end ved kirkelige ritualer.
Derudover har du stor fleksibilitet og frihed til selv at bestemme ceremonien og rammerne, så længe det ikke forstyrrer det offentlige rum og konventionerne for sømmelig omgang med begravelsesritualet. Ceremonien ved bisættelsen kan således fint afvikles i privathjemmet, i det lokale medborgerhus eller anden ønsket lokation. Det klart mest gængse og populære valg er dog en afskedsceremoni direkte fra kapellet.
Er der forskel på kisten til en bisættelse og en begravelse?
Alle afdøde skal lægges i en kiste, uanset om afdøde og/eller pårørende ønsker kremering eller jordfæstelse efter bisættelsesceremonien. Der er dog afgørende forskel på, om den valgte kiste skal brændes eller sænkes ned i jorden i forbindelse med en begravelse. Den primære forskel er, at kistens låg ved begravelse typisk er af massivt træ, udformet i et afrundet design, der afspejler en ekstra stærk konstruktion, så det voldsomme tryk fra jordlaget ovenfor ikke knuser kisten. Størstedelen af begravelseskisten er desuden ofte produceret i træmaterialer, der let og naturligt nedbrydes i jorden, hvorimod kremeringskisten som regel er lavet af flere MDF-plader, det vil sige maskinfremstillede, træbaserede pladeprodukter.
Der findes et væld af forskellige kistedesigns og -udtryk afhængigt af den konkrete forretnings udvalg. Hos GodAfsked har vi stor erfaring med at rådgive pårørende i valg af kiste i forbindelse med såvel bisættelse som begravelse, og vi bistår naturligvis gerne med kyndig vejledning og bestilling af netop den kiste, der falder i din og familiens smag – og som er nøjagtig i afdødes ånd. Vi kan desuden også tilbyde hjælp til valg og bestilling af kistedekoration, bårebuketter og generel pyntning af kirken, hvis dette skulle være et ønske.
Kontakt GodAfsked og få svar på alle dine spørgsmål
Skulle du har andre tvivlsspørgsmål i forhold til, hvad bisættelsen indebærer, hvad dine muligheder er ved afskedsceremonien eller andre forhold angående begravelseshandlingen, må du endelig ikke tøve med at tage kontakt til os på tlf. 81 61 11 66 eller pr. mail info@godafsked.dk.
Vores kyndige medarbejdere står altid klar til at hjælpe dig med et hvilket som helst spørgsmål.
Vi står klar til at hjælpe dig – døgnet rundt, alle dage.
100% tilfredshed – vi hjælper til, du er tilfreds
Vi ønsker, at du og din familie skal føle jer trygge gennem hele forløbet. Derfor står vi til rådighed og hjælper med både de store og små spørgsmål.
Læs mere om GodAfskedVi hjælper dig med at skabe overblik
Du behøver ikke stå alene med de praktiske beslutninger. Vi hjælper dig med at finde den rigtige løsning og gennemgå prisen, så du ved, hvad du siger ja til.