Guide & gode råd

Hvad siger man til en begravelse?

Det kan være svært at finde de rette ord. Få gode råd til, hvordan du møder de pårørende med omsorg, respekt og nærvær.

5 min. læsning Omsorgsfuld vejledning
Med GodAfsked får du lokal bedemand
Du får en pris, du kan regne med
Vi dækker hele Danmark

En begravelse er en særlig begivenhed, som kan være både højtidelig, rørende og forløsende. Også for dig, der måske kun kender afdøde perifert eller fra gamle dage.

Skal du til begravelse, kan du måske være i tvivl om, hvordan du skal opføre dig over for de nærmeste pårørende, og hvad du skal sige til dem.

De fleste i den situation er kede af det og kan have nemt til tårer, og du kan måske frygte, at det kan gå hen og blive lidt akavet. Som bedemænd er vi vant til at være sammen med mennesker, der har mistet, og vi har derfor en god fornemmelse for, at et dødsfald kan vække alle følelser. Og det er helt naturligt.

Men hvad er egentlig godt, og hvad er mindre godt at sige til de pårørende i sorg?

Vær ærlig og omsorgsfuld

Det er umuligt at komme med en præcis opskrift på, hvordan du skal opføre dig, og hvad du skal sige til en begravelse.

Løber det igennem dit hoved med tanker som: Hvad siger man til begravelsen? Skal jeg kondolere eller ej? Er det bedre at være stille og ikke sige noget ved begravelsen?

Vores bedste råd er: Vær dig selv. Mærk efter, hvad der føles naturligt for dig.

Virker det naturligt for dig at bruge et udtryk som “jeg kondolerer”, så gør det. Virker det mere naturligt for dig at give et varmt håndtryk eller et knus, så gør det.

Det handler i virkeligheden mest om at møde de pårørende i sorg på en omsorgsfuld og respektfuld måde. Opfører du dig kunstigt, kan de pårørende mærke det, og det har hverken du eller de nogen glæde af.

Så vores råd til dig er at finde ro i dig selv og gøre det, der virker mest naturligt for dig i situationen.

Hvad bør man undgå at sige?

Har du noget dårligt at sige om afdøde, er det ikke lige til en begravelse eller bisættelse.

Har du en tendens til at joke dig ud af alting, er det også risikabelt til en begravelse. Det kan let såre lige på den dag – i hvert fald ved selve højtideligheden. Stemningen er ofte mere afslappet ved mindesammenkomsten.

Hvis de pårørende selv siger en frisk bemærkning, er det klogt at afbalancere svaret, for følelserne hos de nærmeste kan være svære at holde styr på ved en begravelse.

Det vigtigste er derfor at være ærlig og oprigtig og ikke føle, at du skal sige noget bestemt til en begravelse.

Hvor godt kender du afdøde og de pårørende?

Hvordan du har det bedst med at opføre dig til en begravelse, afhænger naturligvis af, hvilket forhold du har til afdøde og de pårørende.

Står familien dig nært, har du måske allerede talt med dem inden begravelsen. Kender du dem kun perifert, har du måske blot hørt om dødsfaldet og begravelsen ud fra en dødsannonce i avisen.

Møder du mest af alt op for at vise din medfølelse og respekt, har du sikkert et mere distanceret forhold til de pårørende. Din optræden til begravelsen vil derfor sikkert også være mere afdæmpet og formel, hvilket er helt fint.

Er du en nær ven af familien, har du måske allerede været i kontakt med de pårørende, aflagt dem et besøg eller på anden vis vist din medfølelse.

I sådan en situation vil det sikkert være mere naturligt for dig at vise omsorg og forståelse på en mere nær måde til begravelsen. De vil forstå og værdsætte, at du også er mærket af sorgen.

Vær til stede og lyt til de pårørende

Har du selv prøvet at miste en, som står dig meget nær, kender du måske de følelser, som et dødsfald kan sætte i gang.

Er du tæt på en, som er i sorg, er noget af det bedste, du kan gøre, at lytte interesseret og spørge ind til den person, som er ked af det.

Spørgsmål som “Hvordan har du det?” og “Nåede du at sige farvel?” kan være befriende for en person i sorg at blive stillet. Det kan være godt at få åbnet op for de svære følelser, og du hjælper ved at give dig tid til bare at tale sammen.

Hvor meget du skal spørge ind, hænger naturligvis sammen med, hvor godt du kender den person, som du står over for.

I stedet for at være berøringsangst over for det, der er sket, er det ofte bedre at spørge ind og lytte interesseret, hvis du fornemmer, at du står over for en person, som gerne vil snakke og fortælle om, hvad der er sket i forbindelse med dødsfaldet.

Selv hvis du kun får et kort svar, kan dit nærvær og din omsorg være noget af det vigtigste, du kan give til en person i sorg.

Du behøver ikke finde de perfekte ord

Når alt kommer til alt, findes der ikke én rigtig sætning, som man skal sige til en begravelse. Et enkelt “jeg kondolerer”, et varmt håndtryk, et knus eller blot det at være til stede kan være nok.

Det vigtigste er, at det kommer oprigtigt, og at du møder de pårørende med respekt for den situation og sorg, de står i.

Vil du vide mere om selve begravelsen og mulighederne i forbindelse med en afsked, kan du læse mere her: Begravelse i Danmark .

GodAfsked

Vi hjælper dig med en tryg og personlig afsked

  • Du får en lokal bedemand
  • Ring til os hele døgnet rundt
  • Du får en pris, du kan regne med
  • God kundevurdering
  • Vi dækker store dele af Danmark
  • Vi kommer gerne hjem til dig
0
0
Bestillingsoversigt
Din bestilling er tom.