ClickCease
Map pin Vælg lokation Dropdown
Fremragende

Døgnservice: +45 81 61 11 66

book

Produkter

layers

Priser

chat

Chat med os

Find afdeling

Vælg den afdeling der giver mening for dig/jer

I nærheden

Begravelsesguide

Hvordan planlægges en begravelse?

De fleste mennesker, der pludselig står i den ulykkelige situation, at de skal arrangere en begravelse, har aldrig prøvet det før. Derfor kan der nemt opstå tvivl og spørgsmål både før og undervejs i planlægningen.

Vi ønsker at gøre processen nemmere, så derfor har vi lavet denne guide til begravelse. Brug begravelsesguiden til at danne dig et overblik over, hvilke opgaver der følger med et dødsfald. En bedemand vil kunne hjælpe dig med alle opgaverne i forbindelse med et dødsfald.

Hvad gør man, lige efter et dødsfald?

I tiden lige efter et dødsfald, uanset om det er forventet eller om det sker pludseligt, er der en række regler der skal følges og overvejelser, der skal gøres. Det første, man som nærmeste pårørende skal gøre lige efter et dødsfald, er at skaffe en dødsattest. Er dødsfaldet sket i afdødes eget hjem, er det vedkommendes egen læge eller vagtlægen, der udfylder dødsattesten. Sker dødsfaldet på sygehuset, vil en læge herfra kunne lave dødsattesten.

Herefter skal dødsfaldet anmeldes til begravelsesmyndigheden (kirkekontoret) i sognet, hvor afdøde boede. Dette skal ske senest to hverdage efter dødsfaldet. Du anmelder dødsfaldet via Borger.dk, hvor du skal udfylde en anmodning om ligbrænding eller begravelse. Anmeldelsen skal sendes til kirkekontoret, eller sognepræsten, i det pågældende sogn uanset om afdøde var medlem af folkekirken eller ej.

I anmeldelsen vil du blandt andet blive bedt om at oplyse følgende: 

  • Om afdøde skal begraves eller bisættes
  • Om afdøde var medlem af folkekirken
  • Om en præst skal medvirke ved en begravelse
  • Dato og tid for begravelseshandlingen (mindehøjtidelighed)
  • Hvor afdøde skal jordfæstes
  • Afdødes statsborgerskab

Begravelsesmyndigheden sørger herefter for at give skifteretten, kommunen, kirkegården og eventuelt krematorium besked om dødsfaldet.

En bedemand vil kunne hjælpe dig med alt papirarbejdet i forbindelse med et dødsfald, men det er også muligt at klare det hele selv. Du kan altid bede os om råd og vejledning.

Begravelse eller bisættelse

Når papirarbejdet er overstået, er det tid til at se på selve begravelsesritualet. En af de overvejelser vi skal ind på i denne begravelsesguide er, om afdøde skal begraves eller bisættes. Hvis personen har udfyldt Min sidste vilje, skal du følge retningslinjerne udtrykt heri. Der kan være særlige ønsker at tage hensyn til. Ifølge loven skal afdødes ønsker følges i videst muligt omfang, hvis afdøde er fyldt 15 år. Hvis der ikke findes kendte ønsker, er det op til de pårørende at tage beslutningerne.

Kort fortalt er forskellen på en begravelse og en bisættelse, at ved en begravelse slutter ceremonien af med, at kisten sænkes i jorden. Ved en bisættelse afsluttes ceremonien med, at kisten bliver brændt, og efterfølgende bliver en urne med asken sænket i jorden. Der kan gå op til 8-14 dage fra ligbrændingen er sket til du modtager urnen med asken i.

Uanset om du vælger begravelse eller ligbrænding, skal det ske inden for otte dage efter dødsfaldet.

Kirkelig eller borgerlig ceremoni

Var afdøde medlem af folkekirken, har han eller hun mulighed for en kirkelig begravelse eller bisættelse.

Hvis der ønskes en kirkelig ceremoni, skal du som pårørende tage kontakt til kirkekontoret for at aftale tidspunktet for begravelsen eller bisættelsen. De fleste vælger også at tage et møde med præsten for at tale om salmer og for at fortælle lidt om afdøde.

Var afdøde ikke medlem af folkekirken, skal vedkommende i stedet have en borgerlig ceremoni. Denne vil som oftest finde sted i et kapel. Der er dog ingen lovkrav eller regler angående en borgerlig ceremoni, så der er også mange andre muligheder end et kapel. Blot må ceremonien ikke foregå usømmeligt eller forstyrre den offentlige ro og orden.

Hvis den afdøde er muslim eller jøde, gælder der særlige regler for både muslimske begravelser og jødiske begravelser.

Valg af gravsted

Slutteligt skal der tages beslutning om valg af gravsted. Ejer familien til afdøde i forvejen et gravsted, vil man oftest stede vedkommende til hvile her. På de danske kirkegårde, både de kommunale og de kirkelige, kan alle blive begravet uanset om man har været medlem af folkekirken eller ej.

Der er forskel på, hvad de forskellige typer gravsteder koster, så derfor er det en god ide at spørge ind til, hvilke muligheder der er. Det kan en bedemand hjælpe dig med. Der findes også begravelsespladser, der tilhører bestemte trossamfund, såfremt dette er relevant.

Er der blevet valgt kremering og bisættelse, har du nogle forskellige valgmuligheder. Du kan vælge mellem:

  • Urnegravsted
  • Urnegravsted i fællesgrav
  • Askefællesgrav eller de ukendtes grav
  • Askespredning på åbent hav
  • Urnenedsættelse på privat grund
  • Urnenedsættelse på skovbegravelsesplads (neutral i forhold til religion)

Fælles for alle mulighederne i forbindelse med kremering er, at du ifølge dansk lovgivning ikke må have urnen til at stå derhjemme. Urnen skal således nedsættes, eller asken skal spredes, så snart du har urnen med asken i.

Vær også opmærksom på, at ønskes der askedeling, altså en opdeling af asken således en del af den spredes, mens en anden del urnenedsættes, skal afdøde have ansøgt om dette, mens vedkommende var i live. De efterladte kan også søge om tilladelse, men man skal kunne bevise, at det var afdødes ønske.

Vi er klar til at guide dig gennem begravelse

Hos Godafsked er vi altid klar til at hjælpe dig, uanset om du ønsker at klare det meste selv eller om du ønsker vores hjælp til hele begravelsen. Vores service er landsdækkende, og vi yder en både omsorgsfuld og professionel hjælp til dig i en svær situation. Vores vigtigste opgave er at støtte dig, så du føler dig hørt og set. Ingen spørgsmål eller tvivl er for lille.

Vi foretager hjemmebesøg, så du i trygge velkendte rammer kan tale om hele forløbet. Vi sikrer, at processen omkring begravelse, bisættelse og eventuel askespredning forløber helt gnidningsfrit og efter dine eller afdødes specifikke ønsker. Vores telefon er døgnåben, så du kan ringe til os når det passer dig. Ring til os på telefon 78 76 43 16 eller book en tid med en bedemand.

Du bestemmer selv, hvor meget hjælp du ønsker. Uanset om det blot er til papirarbejdet, eller om vi skal stå for hele processen, kan vi hjælpe dig med at sige ordentligt farvel.

Læs mere
Line Helsted
Stine Norman
Bettina Lasada
Thorbjörn Bache
Jette Jensen

    Bliv kontaktet

    Udfyld felterne nedenfor og vi kontakter dig.

    placeholder
    clock-24_7
    Døgnåbent, så du kan ringe når det passer dig